Leicester dufter mesterskab med endnu en sejr

Skrevet af admin

03/04/2016

Dagens topnyheder

Hvornår knækker Leicester?

Spørgsmålet er stillet af en pæn del fodboldiagttagere på det seneste, når snakken er faldet på, om Premier Leagues overraskende tophold kan holde forspringet og tage mesterskabet eller ej.

Søndag kunne Leicester være knækket, for Southampton var bedst, men igen viste Kasper Schmeichel og co. styrke og snuppede en særdeles vigtig 1-0-sejr med endnu tre point til kontoen.

Dermed kan mesterskabet for alvor duftes i Leicester og omegn, da klubben nu topper Premier League med 69 point - syv mere end Tottenham på andenpladsen, efter at Christian Eriksens hold lørdag måtte nøjes med 1-1 ude mod Liverpool.

Sæsonens resterende seks runder bliver dermed en lang række af finalekampe i jagten på et sensationelt engelsk mesterskab.

Efter en halv time var det dog ved at gå galt, da Sadio Mane strøg igennem og forsøgte at udplacere Kasper Schmeichel, men en Leicester-spiller fik afværget situationen.

Fire minutter senere måtte Schmeichel ud i et kraftspring for at vippe et langskud fra Southampton-anfører José Fonte over mål.

Southampton var bedst i første halvleg og lagde et tryk på Leicester i de første 35 minutter.

Kendetegnende for Leicester så nægtede holdet dog at give op, og stik imod spil og chancer steg Wes Morgan til vejrs på et indlæg fra venstre side efter 37 minutter og pandede hjemmeholdet foran 1-0 på et hovedstød.

Jublen, forhåbningerne og drømmen om et mesterskab gjaldede herefter ud over King Power Stadium, hvor der også var plads til at hylde Leicester-manager Claudio Ranieri inden pausefløjtet.

Leicester spillede fortsat ikke imponerende efter pausen, hvor Southampton var bedst og forsat pressede topholdet.

Efter en times spil var Fonte dog tæt på at lave selvmål med en hasarderet, luftig tilbagelægning.

Den overraskede alt og alle, og Fraser Forster måtte hoppe højt for at afværge i gæsternes mål, og med et kvarter igen måtte Forster igen nærmest mirakuløst redde en kæmpe Leicester-mulighed.

Kampens sidste fase blev hektisk, men Leicester holdt føringen og hentede fjerde sejr i træk.

/ritzau/