Leicester og Manchester City deler i målløs topkamp

Skrevet af admin

29/12/2015

Dagens topnyheder

Kampen endte uden mål, men tilskuerne var alligevel ganske godt underholdt, da Leicester og Manchester City tirsdag aften mødtes i en topkamp i Premier League.

Kasper Schmeichel vogtede vanen tro målet for Leicester hjemme på King Power Stadium, og den danske landsholdsmålmand havde en del gode indgreb i 0-0-kampen.

Schmeichel fik blandt andet afværget flere nærgående forsøg fra Raheem Sterling i første halvleg, som gæsterne generelt sad på.

Leicester var dog også farlige, og ligatopscorer Jamie Vardy brændte en stor chance.

Anden halvleg var kun et minut gammel, da Citys Kevin de Bruyne sendte et fladt indlæg ind mod mål fra højre side.

Sergio Agüero kom først på bolden tæt ved mål, men den argentinske angriber misbrugte den store chance.

Efter 63 minutter kunne Agüero med en vis ret føle sig snydt for et straffespark, da hjemmeholdets Gökhan Inler kom for sent i en tackling.

Dommerens fløjte forblev dog tavs, og kort tid efter blev Sergio Agüero skiftet ud med Wilfried Bony.

Gæsterne virkede slidte mod slutningen af kampen, hvor spillets kvalitet også faldt.

Det var Manchester Citys syvende kamp i december, så det var der måske ikke så meget at sige til.

Med det ene point kom Leicester op på siden af Arsenal i toppen af Premier League.

Begge klubber har 39 point for 19 kampe, men Arsenal fører ligaen på grund af en bedre målscore.

Manchester City er nummer tre med 36 point.

/ritzau/