Leipzig markerede 25 årsdag for demonstration

Skrevet af admin

09/10/2014

Mest læste i dag

Europæiske ledere og tidligere dissidenter markerede torsdag 25-års-dagen for en stor demonstration i Leipzig, der var et forvarsel om Berlinmurens fald.

Ceremonien i den østtyske by finder sted en måned før Tyskland markerer 25-års-dagen for Murens fald.

Fredelige demonstrationer mod DDR-regimet fandt sted i Leipzig hver mandag i efteråret 1989, og aktionen den 9. oktober, hvor over 70.000 mødte op, blev skelsættende, da det åbenlyst rystede de østtyske myndigheder og de sovjetiske tropper i området.

Dagen blevet et vendepunkt efter måneders uro, hvor der havde været udbredt frygt for, at militæret ville blive sat ind mod fredelige demonstranter, som det var sket adskillige gange før i østbloklandene, og som det var sket på Tiananmen-pladsen i Beijing i juni samme år.

Joachim Gauck, der i dag er Tysklands forbundspræsident, og som den dengang var en prodemokratisk præst i en stalinistisk stat, roser de daværende demonstranters mod.

- De kendte til magtens arrogance, og det var på ingen måde utænkeligt, at nogen ville give ordre til, at der skulle åbnes ild mod demonstranterne, siger Gauck, som torsdag var hovedtaler ved en ceremoni i Leipzigs Gewandhaus koncerthal.

- De mødte op for at demonstrere på trods af deres frygt. Titusinder overvandt deres frygt for undertrykkerne, fordi deres længsel efter frihed var større, siger Gauck og henviser til, at demonstranterne i Hongkong i dag handler i samme ånd.

Gauck havde i Leipzig følgeskab af præsidenterne fra Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn samt et stort antal tidligere aktivister. Også de tidligere amerikanske udenrigsministre James Baker og Henry Kissinger deltog i markeringerne i Leizig torsdag.

- Det var begyndelsen på en march frem mod friheden, og den stoppede ikke førend, at der var frihed for alle andre undertrykte nationer i Central- og Østeuropa, hedder det i en erklæring fra Baker, som også talte på årsdagen.

Baker advarer om, at mange tidligere sovjetrepublikker i dag lever "med frygt og bæven" efter Ruslands militære intervention i Ukraine.

- Jeg tror ikke, at vi er ved at vende tilbage til en ny koldskrigssituation, Jeg håber stærkt, at det ikke er tilfældet, siger han.

Markeringen af årsdagen i Leipzig sluttes med et ikonisk optog med stearinlys, hvilket i 1989 blev et symbol på, at der var nye vinde, som blæste.

/ritzau/Reuters