Lejer skar halsen over på udlejers Golden Retriever

Skrevet af Ann Katrine Warren

18/06/2013

Dagens topnyheder

Den 54-årige mand havde ikke nogen forklaring på, hvorfor han sidste år pludselig trak en kniv frem og lagde et 15 centimeter langt snit tværs over halsen på sin udlejers golden retriever.

- Han kunne ikke sige, hvorfor han gjorde det. Han forklarede selv, at hvis han ville have slået den ihjel, ville han have skudt den, fortæller anklager ved Midt og Vestsjællands Politi, Carsten Pedersen, til Dagens.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Det var den 7. februar 2012, at hunden løb rundt på ejendommen i Gastrup på Midtsjælland, hvor den 54-årige boede til leje. Da han var alene med hunden et øjeblik, skar han halsen over på den. Den groteske handling efterlod hunden med et 15 centimeter lange snit, som skar luftvejen over, og det var ifølge dyrlægens dokumenter kun en millimeter fra ramme hovedpulsåren.

- Jeg så billederne, som dyrlægen havde taget, og jeg forstår ikke, at hunden overlevede - den havde simpelthen et stort gabende hul i halsen, beskriver Carsten Pedersen.

LÆS OGSÅ: Sulten hund: Mand vågnede op uden tæer

Men det lykkedes dyrlægen at redde hundens liv, og på trods af den voldsomme episode lever den fin i dag.

Ved Retten i Roskilde erkendte den 54-årige i går, at han havde stået bag dyremishandlingen. Han blev idømt 20 dages betinget fængsel og frakendt retten til at have med dyr at gøre i to år.

- Han sagde selv, at det var idiotisk gjort, og at han måtte tage sin straf for det. Han modtog også dommen på stedet, fortæller anklageren.

Carsten Pedersen bemærker, at dommeren mente, der var tale om grov dyremishandling, som derfor resulterede i en fængselsstraf og ikke en bøde.

Anklagemyndigheden overvejer nu om straffen skal ankes.