Lejligheder i første plus siden finanskrisen

Mæglerkæden Nybolig har ud fra Realkreditrådets seneste tal for boligpriser beregnet, at priserne på lejligheder nu ligger over priserne i kriseåret 2008 i København, Aarhus og Aalborg. Helt præcis handles lejlighederne gennemsnitligt til henholdsvis syv, seks og to procent højere priser end i 2008.

I København ligger priserne dog fortsat 17 procent under prisniveauet i 2006. I andre større byer som Vejle og Esbjerg handles lejlighederne til stort set de samme priser, som for fem år siden, mens de i Odense ligger 7 procent under 2008-priserne.

Et kig ud over landet viser også, at finanskrisen nogle steder fortsat har kostet dyrt på kvadratmeterpriserne i en række byer. I Lyngby, Vanløse, Hellerup, København NV, Glostrup, Charlottenlund og Brønshøj ligger priserne mellem 3 og 13 procent under 2008-niveauet. Og dertil kan lægges et fald på mellem 7 og 13 procent, som indtraf som ouverture til finanskrisens udbrud i 2008.

»Mange af dem, der købte lejligheder i finanskriseåret 2008, har vundet det tabte tilbage, og nogle kan endda alt andet lige sælge med et plus, og det er meget positivt. Hvad man imidlertid også skal være opmærksom på, er, at priserne på ejerlejligheder i København allerede var begyndt at falde op til finanskrisen. Det nuværende marked for ejerlejligheder ligger således gennemsnitligt betragtet fortsat et stykke under prisniveauet, da det toppede i 2006,« skriver Nyboligs pressechef Kim Pauli i en kommentar til tallene.

Dagens Gossip