Lejligheder på Airbnb bruges som bordeller

Skrevet af Jesper Larsen

08/02/2016

Mest læste i dag

Når man lejer sin lejlighed ud gennem Airbnb, så er det med en forventing om, at lejerne er stille og rolige og rydder op efter sig selv. 

Men i Sverige har en koordineret indsats for at ramme prostitution på hoteller flyttet problemet over på private udlejere. 

For flere hundrede lejligheder i Stockholm formodes at være lejet gennem Airbnb for at kunne bruges som bordeller. 

- Jeg vurderer, at der på en normal dag i Stockholm er omkring 200 lejligheder, hvor der foregår prostitution. Og de fleste af dem er fremlejet i kort tid, siger Simon Häggström fra Stockholm Politis prostitusionsenhed, til Dagens Nyheter.

Ifølge politiet i den svenske hovedstad, lejer bagmændene lejlighederne i to-tre uger gennem aktører som Airbnb. Politiet forsøger altid at få kontakt til udlejeren, når de finder et bordel i en privat lejlighed, men de forsøger også at overvåge dem, så de kan finde frem til bagmændene. 

Som oftest er der tale om organiserede kriminelle fra Østeuropa, og kvinderne er fattige og fra eksempelvis Rumænien. 

Ofte har de fortalt udlejerne på Airbnb, at lejligheden skal bruges til et 'par på ferie' eller 'to piger der skal på sprogkursus', og derfor aner ejeren af lejligheden ikke, hvad der foregår, mens de er på ferie. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at ejerne af lejlighederne begynder at vise lidt mere interesse for, hvem det er, der skal bo i deres lejlighed, siger Simon Häggström til Dagens Nyheter.