Lektor: Ærgerligt at Tøndersag går udenom domstol

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

Det er ærgerligt, at Tønder Kommune betaler en godtgørelse på 300.000 kroner til den ældste pige fra Tøndersagen, fordi sagen dermed ikke skal forbi domstolen.

Det mener Karin Kildedal, der er lektor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet, fordi sagen som den første af sin slags har en principiel betydning.

- Mig bekendt har vi aldrig haft den type sag før, hvor et barn har fået en dårlig behandling i en kommune og har forsøgt at føre en retssag.

- Det er banebrydende. Og derfor er det ærgerligt, at denne sag ikke kan få lov til at køre, så man kan se, hvordan retsstaten Danmark forholder sig til den slags, siger hun.

Den ældste pige sendte et udkast til en stævning mod kommunen for deres medansvar for en måned siden, efter at kommunen undlod at gribe ind over for de mange overgreb, som foregik i hendes hjem gennem det meste af hendes barndom

Kommunen har valgt at betale uden at føre sagen ved domstolene, men for pigen selv er erkendelsen af, at kommunen begik svigt det vigtigste.

- Pengene er gode at have, men jeg ser det som en undskyldning fra Tønder Kommune for, at de har svigtet mig og mine rettigheder gennem min barndom. Det er den anerkendelse, der betyder mest for mig, siger hun til Politiken.dk.

Lektor Karin Kildedal forstår godt, at pigen vil undgå en potentielt årelang retssag.

- Jeg kan godt forstå, at hun vælger at gøre, som hun gør, men fra et principielt synspunkt er det ærgerligt, at sagen ikke kører videre.

- Det at lave så dårligt socialt arbejde har konsekvenser, men det har vi først kunnet se de senere år, siger hun.

Pigens far blev i 2007 idømt 10 års fængsel for årelangt misbrug af datteren og for at lade en stribe andre mænd misbruge dem.

Hendes mor, der er psykisk syg, blev dømt til behandling.

/ritzau/