Lektor anker dom: Vil ikke kaldes en tosse

Den pensionerede kemi-lektor Niels Harrit nægter at opgive jagten på rettens ord for, at det var krænkende, da han i en artikel i Weekendavisen i december 2012 blev omtalt som "en tosse".

Den 13. september tabte Harrit injuriesagen mod journalist Søren Villemoes og chefredaktør Anne Knudsen fra Weekendavisen i Københavns Byret, men den forurettede lektor har nu valgt at anke dommen til Østre Landsret.

Niels Harrit er kendt for at være skeptisk omkring de officielle forklaringer omkring sammenstyrtningen af World Trade Center i New York den 11. september 2001.

Det er en formulering i en artikel i Weekendavisen fra december 2012, der er faldet Niels Harrit for brystet. Og på den baggrund anlagde han injuriesag mod avisen.

Weekendavisen skrev dengang i forbindelse med en omstridt udstilling på Den Sorte Diamant om folkemord på armenere:

"Skal vi have en planche med kreationistisk plattenslageri op at hænge på en af Danmarks fineste oplysningsinstitutioner? Hvorfor ikke bare invitere Niels Harrit og de andre tosser fra 9/11-skeptikermiljøet, nu vi er i gang? Hvad med holocaustbenægter-miljøet?"

Det er blandt andet brugen af ordet "tosse", som har fået Niels Harrit til at anlægge sagen. Ifølge hans påstand ved retssagen i byretten er ordet en betegnelse for en sindslidende eller svagt begavet person.

Harrit vil heller ikke finde sig i at blive sidestillet med plattenslagere og holocaustbenægtere.

Som erstatning for de påståede krænkelser forlangte Niels Harrit 25.000 kroner i erstatning fra journalisten bag artiklen og avisens chefredaktør, Anne Knudsen.

Efter afgørelsen i Københavns Byret blev Niels Harrit pålagt at betale for avisfolkenes sagsomkostninger. Retten har fastsat det beløb til 15.000 kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip