Lektor: Britisk regning er ammunition til EU-modstandere

EU-modstanderne i Storbritannien har fået ekstra vind i sejlene, efter at landet er blevet pålagt en ekstraregning på 15,8 milliarder kroner. Det vurderer lektor Ole Helmersen fra Copenhagen Business School.

Regningen skyldes, at EU's statistiske kontor, Eurostat, med flere års tilbagevirkende kraft har ændret opgørelsesmetoden for EU-landenes bruttonationalindkomst (BNI). Det ændrer EU-Kommissionens udregning af landenes EU-kontingent.

- Det er selvfølgelig et ret anstændigt beløb. Men størrelsesmæssigt er det måske ikke det mest skræmmende, vurderer Ole Helmersen, ekspert i britiske forhold og EU.

- Det er nok mere signalet, der ligger til den britiske offentlighed og de britiske politikere om, at nu kommer EU og pålægger nye byrder i en situation, hvor Storbritannien har en udtalt EU-skepsis - og især hos de konservative.

Ud over at regningen falder i en situation, hvor Storbritannien ligesom andre lande fortsat kæmper med at komme ud af den økonomiske krise, er der nemlig et politisk pres på den britiske premierminister, David Cameron.

På et pressemøde efter et EU-topmøde i Bruxelles fredag, har David Cameron heller ikke lagt skjul på, at sagen kan få negativ indflydelse på de britiske vælgeres holdning til EU inden den folkeafstemning om EU, han har lovet dem i 2017.

Ifølge Ole Helmersen kan Nigel Farage, leder af det britiske EU-modstanderparti Ukip, bruge regningen fra EU som ammunition i den britiske valgkamp, der allerede er i gang.

- Det understreger også det dilemma, som Cameron er i og har været i gennem lang tid. Cameron har aldrig tilkendegivet, at han er tilhænger af, at Storbritannien skal ud af EU, siger lektoren.

- Men han har af sit eget partis højrefløj og af Ukip, som har stjålet stemmer fra de konservative, været presset til at skærpe tonen på nogle punkter over for EU, tilføjer Ole Helmersen.

Den britiske premierminister har angiveligt først hørt om ekstraregningen torsdag, hvorefter han straks gik i gang med at finde allierede som Italien og Holland, der også skal betale mere.

/ritzau/

Dagens Gossip