Lektor: Juletræssag udfordrer tavse muslimer

Sagen om juletræet i Egedalsvænge i Kokkedal, der blev droppet af et lille muslimsk flertal i boligområdets afdelingsbestyrelse, satte onsdag det danske mediebillede i brand. Det kulminerede med, at kulturminister Uffe Elbæk (R) blev kaldt i samråd.

Borgerlige folketingspolitikere rasede over den muslimske aflysning af den danske tradition, men Egedalsvænge i Nordsjælland havde svært ved at svare igen. De mange muslimer for et juletræ er indtil videre tavse. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Tavsheden kan skyldes en tradition i muslimske kredse for ikke lufte uenighed, siger en religionsekspert.

Og den frivillige indsamling til juletræet kan godt sættes i bero: Mange har tilbudt at betale de 6000-7000 kroner, som juletræet koster, og mange har opfordret bestyrelsen til at genoverveje beslutningen ifølge avisen.

Dagen igennem blev sagen kommenteret af hundredvis af mennesker på mediernes hjemmesider.

I hverdagen er der ikke store religiøse konflikter i Kokkedal, og sognepræsten Jørgen Kvist kan berette om muslimer, der var ude med raslebøssen for Folkekirkens Nødhjælp i foråret.

Men samtidig er det utroligt svært at finde muslimske beboere, der offentlig vil erklære sig uenig i beslutningen om at aflyse juletræet.

Det kan skyldes en tradition for ikke at udstille sin uenighed, vurderer lektor Lene Kühle, uddannelsesleder på Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

- I de muslimske miljøer i Danmark er der mange interne konflikter, som man holder for sig selv, fordi man ikke ønsker at hænge det beskidte vasketøj til offentligt skue, siger lektor Lene Kühle.

Frederiksborg Amts Avis var i går i kontakt med Ismail Mestati fra afdelingsbestyrelsen, men han ønskede ikke at fortælle, om han havde stemt imod juletræet, før bestyrelsen kom med en fælles udtalelse.

Dagens Gossip