Lektor: Mange afroamerikanere i USA mistror politiet

Skrevet af admin

14/08/2014

Dagens topnyheder

Hver femte sorte amerikaner lever i fattigdom. Og det store fattigdomsproblem skaber problemer, hvor det hele eksploderer.

Det siger lektor Jørn Brøndal, Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

For fjerde dag i træk er der uroligheder og demonstrationer i den lille by Ferguson nord for St. Louis i delstaten Missouri, efter at politiet lørdag skød og dræbte en ubevæbnet afroamerikansk teenager.

- Lige nu synes jeg, at det ser ud til, at tingene er nogenlunde under kontrol. Det lader til, at politiet i området er virkelig, virkelig nervøse. Men der er ikke tale om, at der er nogen form for opstand i gang endnu, siger Jørn Brøndal.

Men det er meget uforudsigeligt, hvad der kan ske, mener han.

Ifølge Jørn Brøndal er totredjedele af befolkningen i Ferguson sorte, mens kun tre ud af politistyrken på 53 er sorte. Og rigtig mange afroamerikanere har generelt en form for mistillid til politiet.

- I store dele af USA har sorte og hvide mennesker forskellige opfattelser af, hvad man kan regne med, at politiet gør for at sikre lov og orden, siger han og fortsætter:

- Visse steder er der en racemæssig profilering, så hvis man er sort, er sandsynligheden for at blive standset og udspurgt og måske anholdt større, end hvis man er hvid. Og det er noget, der kan få bølgerne til at gå højt.

Ifølge Jørn Brøndal mener mange hvide, at retssystemet fungerer fint, mens der er mere skepsis blandt en hel del sorte amerikanere - hos sorte amerikanere er der også flertal for at afskaffe dødsstraffen.

- De fleste raceoptøjer - den store opstand i ghettoen i Watts i Los Angeles i 1965 og Rodney King-opstanden i 1992 og andre - startede med en konfrontation mellem politiet og en eller flere unge sorte mænd, og så eskalerede det derfra.

- Demonstrationerne i Ferguson afspejler et USA, der ikke er helet racemæssigt, og der er en indbygget risiko for, at når disse situationer opstår, så eksploderer det hele.

Jørn Brøndal mener dog, at det har en betydning, at både den amerikanske præsident og justitsminister er sorte.

- Obama har opfordret til fredelige reaktioner, og justitsministeren plejer at spille en stor rolle i borgerrettighedsager. Sagen bliver nu efterforsket af FBI, der har fokus på borgerrettighedsdimensionen af sagen, så der er en masse opmærksomhed omkring situationen, siger han.

/ritzau/