Lektor: Mange amerikanere har en ny velfærdsdrøm

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Danmark kan stadig sole sig i spotlyset i USA.

Amerikanerne har i hvert fald endnu ikke sluppet diskussionen om, hvad vores lille land gør af gode ting for velfærden, som det store land kan lære af.

Diskussionen opstod i den første tv-duel mellem Demokraternes præsidentkandidater Hillary Clinton og Bernie Sanders, hvor sidstnævnte fremhævede Danmark som et land, hvis velfærdssystem USA kunne lære noget af.

En udmelding som Hillary Clinton dog ikke erklærede sig enig i.

- Vi er ikke Danmark. Jeg elsker Danmark. Vi er USA, og det er vores opgave at tøjle kapitalismens udskejelser, så det ikke løber løbsk, svarede hun tilbage.

Men amerikanerne diskuterer videre, og flere eksperter har skrevet en række debatindlæg i den amerikanske avis The New York Times om, hvad det er Danmark kan.

Men hvad handler diskussionen om?

Først og fremmest handler det om, at mange amerikanere, siden finanskrisen i 2008, har mistet troen på den amerikanske model, siger lektor i amerikanske studier fra Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen.

- Den amerikanske middelklasse er blevet fattigere de sidste 15 år, uligheden vokser, mobiliteten er blevet mindre, og derfor er flere amerikanere mere åbne for at ændre måden at organisere sig på.

Og der bliver Danmark et tillokkende eksempel at drage frem, mener Niels Bjerre-Poulsen.

- Vores mulighed for eksempelvis at tage en gratis uddannelse bliver stadig mere interessant at diskutere for amerikanerne, da uddannelse er en ekstrem dyr post for dem.

- Og i takt med, at der bliver flere fattige, er der stadig flere, der ikke har mulighed for at betale for en uddannelse til deres børn.

Men det er alligevel en overraskende udmelding fra Bernie Sanders, mener Niels Bjerre-Poulsen.

- Han ønsker at påpege, at det er på tide, at USA giver slip på sin model og i stedet overvejer, om man kunne gøre det anderledes.

/ritzau/