Lektor: Ny Labour-formand skaber uro og splittelse

Skrevet af admin

13/09/2015

Mest læste i dag

Det overraskende valg af den meget venstreorienterede Jeremy Corbyn som ny leder af Labour i Storbritannien kommer til at skabe uro og splittelse blandt partiets magtfulde medlemmer i parlamentet.

Det vurderer Edward Ashbee, lektor på CBS og ekspert i britisk politik over for Ritzau.

- Allerede inden for de første 24 timer af hans formandskab har parlamentsmedlemmer givet udtryk for, at de nægter at tjene i hans skyggekabinet. De splittelser og sprækker vil fortsætte, siger han.

Jeremy Corbyn ønsker blandt andet et opgør med nedskæringspolitikken, at renationalisere jernbanerne og at involvere islamiske grupper som Hamas og Hizbollah i fremtidige fredsforhandlinger i Mellemøsten.

De tidligere premierministre Tony Blair og Gordon Brown, som med en langt mere midtersøgende politik i New Labour vandt regeringsmagten i 1997, afviser, at partiet med Corbyn som leder vil kunne vriste magten fra De Konservative ved næste valg i senest 2020.

Edward Ashbee vurderer, at de utilfredse parlamentsmedlemmer vil afvente næste års lokalvalg samt en kommende folkeafstemning om medlemskabet af EU.

- De forventer, at Corbyn slår fejl. Hvis Labour klarer sig dårligt ved lokalvalgene til næste år, vil du helt sikkert se en masse medlemmer af parlamentet, der råber på forandring.

Til gengæld har Jeremy Corbyn en betydelig støtte blandt græsrødderne og blev formand med knap 60 procent af stemmerne.

Blandt andet takket være en ny regel, der ifølge Edward Ashbee har givet mulighed for, at støtter af partiet kunne stemme ved formandsvalget, bare de betalte tre pund.

Han mener, at Corbyn ikke er uden chance for at kunne blive premierminister efter næste valg. Blandt andet fordi han repræsenterer en tendens til at gå imod det etablerede og det mainstream.

Hans klare venstredrejning af partiet kan skaffe Labour vigtige stemmer tilbage, som partiet tabte til blandt andre Det Skotske Nationalist Parti (SNS) ved forårets parlamentsvalg. Et vælgertab for Labour, der var med til at sikre De Konservative sejren.

- Men det bliver vanskeligt og strider imod enhver logisk sans, der siger, at man skal søge mod midten, hvis man vil vinde et parlamentsvalg, siger han.

Onsdag får Jeremy Corbyn sin ilddåb som oppositionsleder i parlamentet under premierminister David Camerons spørgetime.

/ritzau/