Lektor om regeringskrise: En skæbnetime for Sverige

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Det er meget vanskeligt at spå om fremtiden i svensk politik.

Det konstaterer Drude Dahlerup, lektor i statskundskab ved Stockholm Universitet og tidligere medlem af Junibevægelsen, midt i den krise, som Sveriges rødgrønne mindretalsregering er sendt ud i forbindelse med landets kommende finanslov.

- Det ville være fuldstændig umuligt, hvis man skulle spille på udfaldet af det her. Hele den svenske presse er forbavset. Man troede ikke, at Sverigedemokraterna ville gøre andet end at true med at vælte regeringen, lyder det fra Drude Dahlerup.

Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna har tilkendegivet, at det ved en afstemning i Riksdagen onsdag vil stemme imod regeringens budgetforslag og i stedet støtte et forslag fra de borgerlige partier. Det vil skabe et flertal for oppositionens finanslov.

Men Sverigedemokraterna har samtidig sagt, at partiet vil stemme mod enhver regerings finanslovforslag, hvis ikke det indeholder indrømmelser på indvandrerområdet.

Hverken regeringen eller de borgerlige ønsker at samarbejde med Sverigedemokraterna, og det kan skabe en mærkværdig situation i svensk politik.

- Det her er helt usædvanligt. Det er klart en skæbnetime for svensk politik.

- Det handler om, hvorvidt et fremmedfjendtligt parti skal opnå reel indflydelse i svensk politik eller ej, og om der skal ske det samme, som der er sket i eksempelvis Danmark og Holland, siger Drude Dahlerup med henvisning til henholdsvis Dansk Folkeparti og Geert Wilders' Frihedsparti.

- Det vil kræve, at de borgerlige svigter deres valgløfter og går sammen med Sverigedemokraterna. De har tidligere sagt, at de ikke vil røre dem med en ildtang.

Hun pointerer samtidig, at Sverigedemokraterna spiller meget højt spil.

- Partiet risikerer, at der kommer et samarbejde mellem blokkene, og så mister det sin magt. Men der er ikke noget, der efter tirsdag tyder på et samarbejde mellem blokkene, konstaterer Drude Dahlerup.

Der er debat om finansloven i Riksdagen klokken ni onsdag morgen. Statsminister Stefan Löfven har sagt, at han vil tage en beslutning om regeringens skæbne, når debatten er overstået.

/ritzau/