Lektor: Tirsdag ligner sidste chance for at bremse Trump

Skrevet af admin

15/03/2016

Mest læste i dag

Florida og Ohio bliver de mest spændende stater at følge tirsdag i kapløbet om at blive republikansk præsidentkandidat.

Sådan lyder det fra Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet, om primærvalgene tirsdag, den såkaldte Little Super Tuesday, hvor der er valg i staterne Florida, Ohio, Illinois, Missouri og North Carolina.

- I Ohio er John Kasich (republikansk præsidentkandidat, red) guvernør. Han er det sidste gode håb, som moderaterne har for at forhindre Donald Trump i at nærme sig et absolut flertal af de delegerede. Lige nu fører han knebent i meningsmålingerne, siger lektoren.

- Florida er formentlig sidste stop for senator Marco Rubio (republikansk præsidentkandidat, red). Hvis han ikke kan vinde sin egen delstat, så bliver det svært at se, hvordan han kan fortsætte i valgkampen.

For selv om den amerikanske ejendomsmatador fører stort i meningsmålingerne i Florida, er der alligevel en forhåbning om, at Rubio kan vinde og dermed bremse Trump, fortæller Niels Bjerre-Poulsen.

- Men hvis Trump både vinder Ohio, Florida og Illinois, så er det svært at se, hvordan Trump kan bremses, siger han.

- Hvis Trump har et absolut flertal – altså over 50 procent af de delegerede – i løbet af foråret, så er det omsonst for de andre at føre valgkamp.

Trump har allerede sikret sig 460 ud af de 1237 delegerede, der vil gøre ham til republikansk præsidentkandidat.

Hos Demokraterne er Hillary Clinton stadig favorit til at vinde over partiets anden kandidat, Bernie Sanders, selv om hun faktisk endte med at tabe Michigan på trods af, at hun førte ret stort i meningsmålingerne.

- Det giver selvfølgelig lidt bekymring hos Clinton-tilhængerne. Det er særligt hendes støtte til frihandelsaftaler, der bekymrer dem, og det bliver spændende at se, om det bliver hendes hæmsko, siger Niels Bjerre-Poulsen.

- Hvis det var det, vi så i Michigan, så kan det også blive sådan i andre industristater som Ohio, Illinois og Missouri. Og så kan det blive et problem, hvilket også kan varsle et problem i efterårets valgkamp.

Hos Republikanerne er der også Ted Cruz, som kan true Trumps position.

/ritzau/