Lektor: Uforståeligt at Forsvaret kan smide materiale væk

Skrevet af admin

17/07/2015

Dagens topnyheder

- Det er meget uheldigt og meget kritisabelt, at man i Forsvaret har håndteret materiale på en måde, så centralt materiale kan blive væk. Det følger af forvaltningsreglerne, at man skal passe så grundigt på materialet som overhovedet muligt.

Det siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret, Aalborg Universitet.

En elektronisk database om, hvordan danske soldater i Irak-krigen udleverede fanger til britiske soldater og irakiske myndigheder, er væk.

Det viser et notat fra Forsvarets undersøgelsesgruppe, Taskforce Irak, som Politiken har fået aktindsigt i.

"Et antal centrale dokumenter - herunder den såkaldte "militærpoliti-fangedatabase" (elektronisk udgave) vedrørende tilbageholdte - er konstateret tabtgået, skriver undersøgelsesgruppen i sin endelig afrapportering.

Dokumenter, der ifølge Politiken kunne være med til at opklare danske fangers skæbne.

- Det lyder mærkeligt, at sådan noget materiale bare bliver væk, og at det på ingen måde kan rekonstrueres, siger Sten Bønsing og fortsætter:

- Det skulle da være pokkers, om man ikke har en eller anden form for it-backup - eller man har sendt et dokument ud af huset eller givet en kopi til en anden myndighed, så man ville have mulighed for at rekonstruere det på en eller anden måde.

Ifølge Sten Bønsing skal en offentlig myndighed indrette forvaltningen sådan, at materialet så vidt muligt ikke bliver væk.

- Det er klart, at der kan ske menneskelige fejl, eller der kan komme brand i et kontor, men det er stærkt uheldigt, at man håndterer materiale, så det kan blive væk. Man har en generel pligt til passe så godt på materialet, at det ikke bliver væk.

Selve ordet "tabtgået" kender Sten Bønsing ikke.

- Jeg har aldrig hørt vendingen før, det er ikke et alment anerkendt begreb i forvaltningsret, siger han.

De forsvundne dokumenter og database har fået oppositionen til at gentage kravet om at genåbne Irak-kommissionen.

/ritzau/