Lektor undrer sig over Skats kontrol af skattesnyd

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

Det kan undre, hvordan det tilsyneladende er lykkedes at snyde Skat for omkring 6,2 milliarder kroner gennem omfattende snyd med betaling af aktieudbytte i, hvad der ser ud til at være danmarkshistoriens største svindelsag.

Det siger lektor i skatteret Thomas Rønfeldt, Aalborg Universitet, efter at Skat over 2100 gange kan have udbetalt store summer til skattefuskere, som har indsendt forfalsket information.

- Relationen mellem dem, der beder om at få penge tilbage, og dem, der skulle have indeholdt skatten, burde blive fanget i stikprøver eller andre former for manuel efterprøvelse.

- Særligt når beløbene isoleret set er så store per transaktion, men også når beløbene er så store i forhold til den samlede udbetaling, siger han.

Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har angiveligt søgt om at få refunderet udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent. Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat uden at have ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

- Der mangler nogle informationer for at slå fast, hvad der er sket, for det giver ikke meget mening, at der er udenlandske selskaber, som beder om at få udbytte eller avanceskat tilbage i Danmark i den nævnte størrelsesorden.

- I hvert fald uden at det er blevet udtaget til en eller anden manuel prøvelse, siger Thomas Rønfeldt.

I gennemsnit har hver anmodning lydt på godt 2,9 millioner kroner, og i alt er anmodningerne løbet op i omkring 6,2 milliarder kroner.

- Hvis du skal anmode om at få noget tilbage, så burde det første Skat kiggede på være, om der overhovedet er betalinger, der modsvarer de beløb, der ønskes frigivet.

- Hvis jeg ringede ind til Skat og sagde, at jeg gerne ville have tre millioner kroner tilbage, fordi jeg betalte for meget sidste år, så ville de nok se på min selvangivelse for at tjekke, om jeg overhovedet havde betalt noget, der berettigede til en tilbagebetaling i den størrelsesorden, siger lektoren.

/ritzau/