Lektor: IS vil destabilisere Tyrkiet med nye angreb

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Islamisk Stats (IS) angreb mod Tyrkiet de seneste dage, herunder et blodigt selvmordsangreb i en kurdisk grænseby, har til formål at skabe splid internt i Tyrkiet.

Det vurderer Daniela Kuzmanovic, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og Tyrkiet-ekspert.

- En af de ting, man må formode, der er på spil nu, er, at IS ønsker ikke bare at angribe Tyrkiet men at udløse en situation, der eskalerer konflikten mellem den tyrkiske regering og kurderne, siger hun.

Hun forklarer, at de tyrkiske kurdere mener, at den tyrkiske regering er i ledtog med Islamisk Stat og har clearet angrebet i den kurdiske grænseby Suruc mandag, hvor 32 personer blev dræbt.

Kurderne er ifølge lektoren overbevist om, at det tyrkiske regeringsparti AKP har støttet IS hele vejen igennem.

- Al uro, al konfrontation, al vold - det er Islamisk Stats formål. Jo mere usikker og ustabil og destabiliseret konteksten er omkring området, desto friere kan Islamisk Stat forvente at operere, siger hun som forklaring på, at IS vil skabe splid internt i Tyrkiet.

Ifølge Daniela Kuzmanovic' oplysninger er en tyrkisk grænsepost angiveligt blevet angrebet af Islamisk Stat natten til torsdag. Og det er en optrapning fra IS' side, da gruppen kun en enkelt gang før har angrebet Tyrkiet.

- Som jeg ser det, optrapper IS tydeligvis deres angreb i forhold til Tyrkiet.

- Man kunne forleden se i IS' engelsksprogede publikation, at IS gik ind og kritiserede Tyrkiet i stærke vendinger, hvilket de ikke har gjort i den tidligere publikation, siger hun.

Islamisk Stat vil nu for alvor indikere og markere over for Tyrkiet, at kun IS har magt over, hvornår Tyrkiet skal angribes.

- Det kan godt være, at der har været strategiske interessefællesskaber, og Tyrkiet har støttet IS tidligere i konflikten, men IS viser nu, at de selv bestemmer, hvor og hvornår og mod hvem de vil slå til, og at de ikke har noget til overs for den tyrkiske regering, siger lektoren.

Daniela Kuzmanovic påpeger desuden, at ved at angribe Tyrkiet angriber IS et Natoland.

- Det ved de udmærket godt. IS er interesseret i at tvinge andre parter ind i konflikten, og det er det, de i virkeligheden også venter på og beder om ved at angribe et Natoland, siger hun.

Forholdet mellem Tyrkiet og IS er ifølge lektoren ved at forandre sig. Tyrkiet har tidligere støttet jihadister og IS for at komme af med den syriske præsident, Bashar al-Assad, men nu mener hun, at tiderne tilsyneladende er ved at skifte.

/ritzau/