Lektorer er uenige om regeringens grænsekontrol

Skrevet af admin

05/01/2016

Dagens topnyheder

Regeringen indførte mandag med øjeblikkelig virkning grænsekontrol for gennem "rettidig omhu" at undgå en ophobning af flygtninge og migranter.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde samtidig, at det var nødvendigt for at sikre "ro og orden", hvilket er på linje med Schengenreglerne.

Men to eksperter sår nu tvivl om juraen bag grænsekontrollen, mens en tredje mener, at regeringens argumenter holder vand.

Statsministeren sagde mandag middag, at antallet af asylansøgere var faldet i december til, at 55 har søgt asyl i Danmark om dagen de seneste par uger.

- Hvis bekymringen ikke viser sig at holde stik - og lige nu er der vist ingen oplysninger om strømme af flygtninge og migranter til Danmark - så vil der ikke være grundlag for at forlænge kontrollen, selv om den kun udøves som stikprøvekontrol.

Det siger Gerd Battrup, lektor ved Institut for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet, til Information.

Hun medgiver, at det kan nå at ændre sig, når vinteren er ovre, men i øjeblikket er det danske trusselsniveau ikke forandret, lyder det.

I et brev til EU-Kommissionen orienterer Danmark om, at den midlertidige grænsekontrol indføres, fordi kontrollerne i Norge, Finland, Tyskland og især Sverige øger sandsynligheden for, at "et meget stort antal illegale immigranter inden for kort tid kan strande i København".

I henhold til Schengenreglerne, skal der være en konkret trussel til stede, lyder det fra Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, adjunkt ved Syddansk Universitet, ifølge Jyllands-Posten. Det er tvivlsomt, at den aktuelle situation i Danmark lever op til de kriterier, lyder det.

- Konkret taler forordningen, der regulerer det her, om en alvorlig trussel, som kræver øjeblikkelig handling. Det betyder, at det er noget, der kræver, at man letter sig her og nu og får gjort noget ved det, siger han.

Rebecca Adler-Nissen, lektor i EU-politik ved Københavns Universitet, er dog uenig i de to udlægninger.

- Det, der er lidt interessant ved de her midlertidige genindførelser af grænsekontrollen, er, at de alle sammen er lovlige. Det er inden for Schengenreglerne.

- I forhold til dengang, hvor Danmark sidst legede med at genindføre grænsekontrol, hvor vi virkelig blev kritiseret. Denne gang har både Danmark, Sverige og Tyskland genindført grænsekontrol. Vi handler inden for Schengenreglerne sagde hun mandag aften i DR's Deadline.

/ritzau/