Lemond angriber UCI for ringe doping-politik

Det fastslog han igen på en antidoping-konference afholdt i Lance Armstrongs hjemby, Austin. Under titlen 'Den virkelige omkostning ved at ville vinde for enhver pris' diskuterede et panel med deltagelse af Lemond, hans kone Kathy, Betsy Andreu, der er gift med Armstrongs tidligere holdkammerat Frankie Andreu og som har vidnet mod den detroniserede Tour-konge, samt Bill Bock fra det amerikanske anti-doping agentur USADA.

- Jeg har forhåbninger om, at ryttere gerne vil ændre sporten. Jeg tror, at løbsarrangørerne gerne vil, men jeg er ikke for optimistisk i forhold til, hvor UCI står i forhold til doping.

- De fleste af de store skandaler har været kriminelle. Festina (-skandalen i 1998, red.) involverede politiet, fordi der var tale om trafficking. Doping-bekæmpelsen må adskilles fra UCI, det er ikke en leg.

Selvom Lemond bakker op om den igangværende oprydning i sporten, fryder han sig ikke over at se, hvordan Lance Armstrong er blevet pillet fra hinanden, selvom han tidligere selv har haft alvorlige sammenstød med texaneren, der i øvrigt var blevet inviteret til konferencen, men havde afslået at deltage.

- Jeg fryder  mig ikke over, at han er blevet frataget sine syv sejre. Jeg har ingen vendetta mod Armstrong, siger Lemond, som ellers tidligere er blevet tyranniseret af Lance Armstrong, fordi Lemond var meget kritisk omkring Armstrongs metoder og hans brug af den italienske doping-læge Michele Ferrari.

Bill Bock fra USADA var med til at forstærke billedet af UCI som en organisation, der ikke gør noget godt for doping-bekæmpelsen.

- De krævede, at vi skulle droppe sagen. Vi bad dem om oplysninger om Lance Armstrong, og de sagde 'nej, han er ikke gået med til at I må få dem', sagde Bock, der i lighed med Lemond tvivler på UCI i doping-sammenhæng.

Dagens Gossip

Dagens TV