Leon Andreasen har igen kæmpet sig tilbage

Leon Andreasen har endnu en gang kæmpet sig tilbage fra en lang skadespause. Sideløbende er han steget i det tyske hierarki.

Det var næsten ikke til at bære, da Leon Andreasen i september fik dommen: Et overrevet korsbånd og minimum et halvt års pause.

Siden fulgte et langt og opslidende genoptræningsforløb, inden den 30-årige midtbanespiller fik de sidste 10 minutter af Hannover 96s sidste Bundesliga-kamp inden sommerpausen. Nu venter en ny sæson, der atter skal kickstarte danskerens karriere.

- Det har været et helvede at komme igennem, fortæller Leon Andreasen, der sammen med holdkammeraterne indleder sæsonen med en hjemmekamp mod Wolfsburg næste weekend.

Nu er smilet tilbage. Knæet volder ikke længere problemer, og Leon Andreasen har fået masser af spilletid i opstarten. Heller ikke lysken, som tidligere holdt midtbanespilleren fra grønsværen i mere end et år, volder problemer.Dermed er vejen banet for endnu et bemærkelsesværdigt comeback for den tidligere AGFer, som efter det overrevede korsbånd blev døbt ’Danmarks uheldigste fodboldspiller’.

En ukuelig vilje og kærligheden til spillet har bragt ham tilbage.

- Jeg var fast besluttet på ikke at smide håndklædet i ringen. Det er ikke sjovt, når man står i det, men man bliver nødt til det. Det der, med at det skulle være slut, var slet ikke i tankerne, siger Leon Andreasen.

Den tidligere danske landsholdsspiller skiftede til Hannover 96 tilbage i 2009, men grundet skadeshistorikken står han stadig noteret for mindre end 20 Bundesliga-kampe for klubben. Alligevel er danskerens status i truppen bare steget år for år. Viljen til at kæmpe sig tilbage har aftvunget respekt.Op til den kommende sæson er Leon Andreasen udpeget som nummer tre i anfører-køen, og for en uge siden blev han valgt ind i klubbens spillerråd. Sammen med fire holdkammerater skal han fremover være truppens talerør til ledelsen.

- Hvis der er noget, holdet vil have bragt frem til sportsdirektøren, så er det os fem, der taler for gruppen. Når der skal forhandles bonusser, så er det eksempelvis os, der gør det med præsidenten, fortæller Leon Andreasen, der sideløbende styrer truppens bødekasse.

Lige nu er fokus dog langt fra bonusser og dummebøder. Det altoverskyggende mål er at komme igennem en hel sæson uden alvorlige skader. Leon Andreasen er indstillet på at betale tilbage for den tillid, klubben har vist. Blandt andet ved at tilbyde en et-årig kontraktforlængelse, som han underskrev i februar. Og med gode præstationer i Hannover-trøjen øjner han endnu en gevinst.

- Landsholdet er selvfølgelig noget, jeg gerne vil. Hvis jeg spiller her, er jeg sikker på, de også kigger min vej.

Dagens Gossip