Leon Andreasen ser fremad efter skadeshelvede

Snakken om skaderne har han lagt bag sig, og nu fokuserer han på at spille hele sæsonen for tyskerne.Hammel-drengen Leon Andreasen indtager en helt speciel plads i mange danske fodboldhjerter.

Efter en fantastisk sæsonstart i Hannover 96 rev han højre korsbånd over for et år siden, men nu er han tilbage og i dén grad inde i varmen hos træner Mirko Slomka.

Han har haft den danske midtbanespiller med i alle fire startopstillinger i den nye Bundesliga-sæson, og det er derfor en Leon Andreasen med høj moral, der er med i Morten Olsens landsholdstrup til VM-kvalifikationskampene mod Malta og Armenien.

- Jeg kommer med lidt god selvtillid fra Hannover. Vi har vundet tre ud af fire og har fået en god start og håber, at vi også kan få lidt gang i sejrene her på landsholdet i de sidste par kampe. Jeg havde ikke stået her, hvis ikke jeg havde spillet i Hannover. Morten ved, hvad jeg står for, og hvis han føler, at han kan bruge lidt gejst og lidt fight, så har han det i hvert fald hos mig, siger Leon Andreasen.

Han er derfor færdig med at tale om sin lange kamp for at komme tilbage på topniveau. En kamp, der har budt på alvorlige og mystiske skader.

- Alle ved, at jeg har haft det hårdt, og jeg ser fremad nu. Det samme har jeg sagt nede i Tyskland. Det er lidt demotiverende hele tiden at stå og snakke om, hvad der er sket, og hvor uheldig jeg har været. Jeg gad godt, at man kunne prøve at se lidt fremad, siger den tidligere AGFer.

- Det gør vi så, og der er nok at glæde sig over. Blandt et frugtbart samarbejde på Hannovers centrale midtbane med Leon Andreasen og skiftende makkere, men mest markant den 23-årige tysker Edgar Prib.

- Vores system i Hannover er, at den ene midtbanespiller løber offensivt med, og den anden dækker af bagtil. Vi ligger og pendler meget og skifter meget. Man kommer til nogle chancer engang imellem, og jeg har været heldig at putte den ind mod Wolfsburg i den første kamp, siger Leon Andreasen om sin ene sæsonscoring.

Dagens Gossip

Dagens TV