Leon Andreasen undgår straf efter scoring med arm

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

Danske Leon Andreasen slipper for straf efter den kontroversielle scoring for Hannover 96 i søndagens bundesligakamp mod FC Köln.

Det oplyser Hannover 96 på sin hjemmeside.

- Vi har undersøgt sagen i detaljer, og i sidste ende har dommeren truffet en afgørelse om de faktiske forhold.

- En efterfølgende straf ville have været mulig, hvis Andreasen havde svaret løgnagtigt om episoden efterfølgende. Dette er ikke tilfældet, siger Dr. Anton Nachreiner, formand for dommerkontrol-enheden i Det Tyske Fodboldforbund (DFB), til klubbens hjemmeside.

Leon Andreasen scorede med højre underarm til 1-0 i opgøret mod FC Köln, og han udtalte efterfølgende til tysk tv:

- Der var klart hånd på bolden. Jeg mærkede bare, at noget ramte mig på armen, men det hele gik så stærkt.

Dommeren Bastian Dankert fra Rostock erkendte efter at have set tv-billederne, at der var tale om en fejldom.

/ritzau/