Lesbisk filmdrama favorit til Golden Globe-priser

Skrevet af admin

10/12/2015

Mest læste i dag

De nominerede til årets Golden Globe Awards blev torsdag offentliggjort i Los Angeles.

De nominerede til den prestigefulde titel som årets bedste film er "Carol", "Mad Max: Fury Road", "The Revenant", "Room" og "Spotlight".

Filmen "Carol", der handler om to lesbiske kvinders kærlighed i 50'erne, ser ud til at kunne blive en af de store prisvindere, da filmen er nomineret i fem forskellige kategorier.

De to kvindelige hovedroller, Cate Blanchett og Rooney Mara, er begge nomineret for bedste kvindelige skuespiller.

Blandt de nominerede til titlerne som årets bedste mandlige skuespiller er superstjernen Leonardo DiCaprio, der har hovedrollen i filmen "The Revenant".

En af overraskelserne er den kontroversielle sangerinde Lady Gaga. Hun er nomineret for sin rolle i tv-serien "American Horror Story: Hotel".

Der er hverken danske film eller danske skuespillere blandt årets nominerede. Danmark havde ellers budt ind med filmen "Krigen" med Pilou Asbæk, men den har ikke opnået en nominering som årets udenlandske film.

Lidt dansk stjernestøv er der dog med nomineringen af tv-serien "Game of Thrones" som årets bedste tv-serie. Her medvirker danske Nikolaj Coster-Waldau i en af hovedrollerne i den populære fantasyserie.

Tre danske film har tidligere vundet en Golden Globe for bedste udenlandske film. Senest vandt Susanne Biers "Hævnen" i 2011. I 1989 vandt Bille August med filmen "Pelle Erobreren" og tilbage i 1956 tog Carl Th. Dreyer prisen hjem med "Ordet".

Det er Hollywood Foreign Press Association, der står bag Golden Globe-priserne. Uddelingen af årets Golden Globe ses af mange som et forvarsel om, hvem der løber af med de eftertragtede Oscar-statuetter.

Golden Globe-priserne vil blive uddelt ved et stort show i Los Angeles 10. januar næste år.

/ritzau/