Lesbisk jysk sportsstjerne groft chikaneret i årevis

Karin Schwartz fra Esbjerg er en kvinde med ben i næsen.

i 1988 vandt hun OL-sølv i taekwondo, og har været dansk mester i samme kampsport adskillige gange. Desuden har hun siddet i byrådet i Esbjerg, men smuttede, da hun ikke længere brød sig om den landspolitiske linje.

Og hun har været lærer på en højskole i Hadsten, hvor hun sagde prompte op, da skolen handlede på en måde, hun ikke kunne stå inde for.

Men én ting har den ellers stærke, vestjyske kampsportsudøver ikke råbt højt om før nu.

I Ugeavisen Esbjerg fortæller hun i dag om en grov form for chikane, som stod på i årevis, efter at hun havde fundet ud af, at hun var homoseksuel.

Karin Schwartz fik et forhold til en kvinde, som hun havde mødt under et genoptræningsforløb i slutningen af 80’erne.

Lige omkring det samme tidspunkt var hun havnet i nogle uenigheder med sin daværende taekwondo-klub.

Klubben begyndte at kalde hende illoyal i forskellige henseender, og kort efter fik hun et brev, afsendt fra formanden af foreningen “De Frie Bøsser”. Her blev hun opfordret til at springe officielt ud af skabet.

Brevene fortsatte med forskellige anonyme afsendere. En gang var det fra en påstået forsmået kæreste, som troede Karin Schwartz.

- Når jeg arbejdede sent i klubben (hendes egen, red.), kunne jeg ud af det blå få anonyme mails eller sms’er, der tydede på, at der var én, der ventede på mig i gården. Eller i det mindste antyddede, at de var lige rundt om hjørnet. Nogle gange måtte en ven hente mig, for jeg var rædselsslagen, siger Karin Schwartz til den esbjergensiske ugeavis.

Hun fandt sig selv på en datingprofil, hun ikke havde oprettet, og det var ikke sjældent, at anonyme mænd ringede hende op for at stønne ned i telefonrøret.

Da én af Karin Schwartz’ gode venner hørte om det, blev han rasende og forlangte, at hun gik til politiet.

Det gjorde hun, og inden længe havde ordensmagten fundet frem til gerningsmanden. En familiefar, som var tilknyttet den taekwondo-klub, Karin Schwartz i sin tid havde forladt. Han tilstod med det samme.

Karin Schwartz har valt at stå frem med sin historie i lyset af den seneste tids debat om et lesbisk par i nordjyske Mariager, som ligeledes blev groft chikaneret gennem længere tid. I den nordjyske sag har politiet anholdt en gerninsmand, som dog ikke er dømt for chikanen endnu.

Dagens Gossip

Dagens TV