Leth-film hjælper Riis-debutant i form

Mange cykelryttere gennem tiderne har knækket knogler og drømme på stenvejene i årets hårdeste klassiker Paris-Roubaix, og det er altid en fordel at læse på lektien, hvis man ikke kender løbets 27 brostensstrækninger i blinde.

Det gør Christopher Juul-Jensen fra Team Saxo-Tinkoff ikke. Han har aldrig kørt løbet, og han har sin helt egen måde at lade op og forberede sig til den 111. udgave, der køres søndag.

- Nu skal jeg bare hjem og se "En forårsdag i helvede" 10 gange. Det bliver hårdt, også fordi jeg kan mærke, at benene er blevet tunge. Men det bliver pisse fedt, siger Christopher Juul-Jensen.

"En forårsdag i helvede" er titlen på Jørgen Leths film om den 74. udgave af det franske løb i 1976.

Den 23-årige dansk-irer er klar over, at hans første Paris-Roubaix bliver en lektion i brostenskørsel, og han har ingen forventning om at skulle blande sig med favoritterne på pavéerne.

- Det bliver helt sikkert målet for mig og nogle af de andre på holdet, at vi skal prøve at komme af sted i et udbrud. Så må vi se, hvordan det går. Det vigtigste bliver nok også, at vi kan holde os på cyklen, siger Christopher Juul-Jensen grinende.

- Det vigtigst er, at jeg gør, hvad jeg får besked på, og så skal jeg også nyde det så meget som muligt, for det er det største løb, man kan komme til at køre.

I år kan Team Saxo-Tinkoff ikke mønstre en af løbets favoritter. Men holdets italiener Matteo Tosatto blev nummer syv sidste år, og Matti Breschel sluttede på en 10.-plads i 2009.

- Vi så, at Tosatto blev syver sidste år, og nu har vi også Matti med. Lige meget om vi rammer det tidlige udbrud eller ej, tror jeg godt, at vi kan have en mand eller to i finalen.

- For mit eget vedkommende vil det være fedest at sidde med i et udbrud, som i Scheldeprijs - det skal bare lige holde lidt længere.

Christopher Juul-Jensen sad længe i udbrud i onsdags i det belgiske løb Scheldeprijs, der blev vundet af Marcel Kittel foran Mark Cavendish.

Den kommende udgave af Paris-Roubaix ser ud til - i lighed med filmen "En forårsdag i helvede" - at blive kørt i tørvejr og dermed på støvede veje.

/ritzau/

Dagens Gossip