Letlands siddende regering sejrer ved parlamentsvalg

Skrevet af admin

04/10/2014

Dagens topnyheder

Letlands centrum-højre koalition med premierminister Lajmdota Straujuma i spidsen ser ud til at kunne fortsætte ved magten i den baltiske republik.

En valgstedsmåling fra bureauet SKDS giver således de tre partier i Straujumas koalition 63 mandater i parlamentet, der består af 100 pladser. Det prorussiske oppositionsparti Concord bliver sat til vægs med kun 23 mandater.

To andre valgstedsmålinger viser lignende resultater.

Dermed tegner det til, at regeringskoalitionen vil øge sit flertal, der lige nu består af 57 mandater, Letlands Regioners Alliance ser ud til at få seks procent af stemmerne, mens partiet For Letland fra hjertet har fået 5,4 procent.

Det endelige resultat af parlamentsvalget ventes først søndag. Lederen af det prorussiske Concord vil først forholde sig til det formodede valgnederlag søndag.

- Vi vil vente til i morgen, så vi kan se resultatet. Vi bør ikke stole på valgstedsmålinger, siger Nils Usakov, der også er borgmester i den lettiske hovedstad Riga og har været det siden 2009.

Samtidig med uroen i Ukraine har den lettiske premierminister Straujuma øget forsvarsbudgettet, og sammen med de baltiske naboer Estland og Litauen presser landene på for en større Nato-tilstedeværelse i regionen.

Den lettiske økonomi er en af de hurtigst voksende i Europa.

Mens Europa befinder sig i den værste fastlåste situation med Rusland siden den kolde krig, frygter mange letter, at Moskva vil forsøge at destabilisere den baltiske republik.

/ritzau/AFP