Lette kører solo i Californien - Sagan igen nummer to

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Det blev til lettisk sejr, da 3. etape af cykelløbet Tour of California blev kørt natten til onsdag dansk tid.

Toms Skujins fra Hincapie Racing kørte solo i over 50 kilometer og vandt den cirka 170 kilometer lange etape i bakket terræn, der blev kørt omkring byen San José.

Han var et minut og seks sekunder foran slovakken Peter Sagan (Tinkoff-Saxo), som dermed blev nummer to for tredje dag i træk i det amerikanske cykelløb.

Toms Skujins overtog efter sin sejr både bjergtrøjen og føringen i den samlede stilling.

- Det her er stort. Det er ret vildt for os. Jeg vidste, at et udbrud havde en chance for at holde hjem i dag, siger etapevinderen til Tour of Californias hjemmeside.

Toms Skujins er samlet 32 sekunder foran Peter Sagan.

Briten Mark Cavendish (Etixx-Quickstep) vandt de to første etaper i Tour of California.

Sprinteren havde også førertrøjen før 3. etape, men den sidder altså nu på Tom Skujins.

/ritzau/