Lettet Barfoed: Resultatet er langt bedre end frygtet

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Det kunne være gået værre. Sådan lyder ræsonnementet fra De Konservatives formand, Lars Barfoed, nu da de første resultater fra kommunalvalget tikker ind.

For selv om De Konservative på landsplan går tilbage og i månedsvis har ligget underdrejet i meningsmålingerne, hæfter han sig ved, at der er flere lyspunkter rundt omkring.

- Jeg vidste, vi ville gå tilbage, men det er et betydeligt bedre valgresultat end forventet. Det er et langt bedre resultat, end vi havde frygtet, siger Lars Barfoed til DR Nyheder.

Han fastslår, at partiet vil bruge kræfterne i den kommende tid på at kæmpe mod venstrefløjen, hvor Enhedslisten ser ud til at få et forrygende valg.

- Venstrefløjen er blevet styrket, og det bliver en kamp for De Konservative. Danmark har ikke råd til, at Enhedslisten får mere indflydelse, siger Lars Barfoed

Han brugte valgaftenen til at besøge Høje-Taastrups konservative borgmester Michael Ziegler, der under forårets omstridte lærerkonflikt var chefforhandler for Kommunernes Landsforening.

Og det tyder på, at Ziegler kan beholde sin borgmesterkæde.

De Konservative har indgået valgforbund med Dansk Folkeparti, der ser ud til at få to mandater, og dermed bør flertallet i byrådet være på plads.

Ydermere har Venstre og Liberal Alliance også lagt op til at støtte Michael Ziegler i kampen om borgmesterposten.

/ritzau/