Lettet museumsdirektør: Vikingeskibe slap uden skader

Skrevet af admin

07/12/2013

Dagens topnyheder

Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen slap med skrækken.

Ingen af de fem vikingeskibe på Vikingeskibsmuseet i Roskilde led skade, da vand trængte ind på museet på grund af den forhøjede vandstand i Roskilde Fjord fredag.

- Vi er kommet igennem det hele uden skader på vores skibe. Så vi er simpelthen dybt lettede, fortæller Tinna Damgård-Sørensen.

De skader, der er sket, er fortrinsvis gået ud over selve bygningerne og ikke indholdet.

- Lige nu er vi i gang med at tømme bygningerne fuldstændig for vand, og der er en forfærdelig stor oprydning, ligesom at nogle af skaderne skal udbedres, oplyser direktøren, der sammen med medarbejdere hele natten har arbejdet med at holde vandet ud af museet.

- Vi har været rigtig mange mennesker. Det var så heldigt, at vi havde planlagt julefrokost i går, så alle havde plads i kalenderen, fortæller Tinna Damgård-Sørensen.

Museet var ellers fint forberedt på oversvømmelsen, og både Beredskabsstyrelsen og Roskilde Brandvæsen stillede allerede torsdag med materiel og mandskab for at afskærme bygningerne med sandsække og træplader.

Men trods grundig sikring fik vandpres vinduer til at briste, hvorefter fjordvandet indtog bygningerne.

Og oplevelsen får museet til at gentænke, hvordan man fremover kan sikre sig mod lignende situationer.

- Når nu det skulle være, så er timingen ret god. Vi er ved at planlægge en restaurering af bygningen, som er fredet.

- Den har det i forvejen ikke særlig godt. Og når man får sådan en oplevelse her, så giver det nogle overvejelser omkring, hvordan vi sikrer bygningen og skibene imod de klimaforandringer og den øgede vandstand, som kommer, fortæller Tinna Damgård-Sørensen.

Direktøren forventer, at der mandag - måske allerede søndag - vil være normalt åbent på museet.

/ritzau/