Levakovic er for nært knyttet til Danmark til udvisning

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise Gimi Levakovic til Kroatien, fastslår Højesteret.

Landets øverste domstol har derfor torsdag afvist at udvise den 46-årige mand. Dermed får en dom for ulovlig våbenbesiddelse ikke yderligere konsekvenser ud over de halvandet års fængsel, som straffen lyder på.

Retten lægger særligt vægt på, at en udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge domstolen vil det nemlig være et brud på Levakovics ret til familieliv, der er en del af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Levakovic har nemlig størstedelen af sin familie i Danmark. Det får retten til at konkludere, at han generelt har en stor familiær tilknytning til landet.

Retten understreger, at det har særlig betydning, at Levakovic står alene med forældremyndigheden over to mindreårige børn. Også selv om begge børn er placeret uden for hjemmet.

Levakovic har samtidig tilbragt 44 af sine 46 år i Danmark, og han aldrig har sat sine ben i hjemlandet Kroatien, men er derimod født i Italien.

I Højesterets dom er der taget højde for, at Gimi Levakovic ikke på nogen måde kan betegnes som velintegreret.

Han har ikke gået i skole siden 7. klasse, og han har heller ikke haft et arbejde siden da. Til gengæld har han haft en lang kriminel karriere med over tyve domme i alt og syv år i fængsel.

Dog påpeger retten, at Levakovic kun er straffet fire gange inden for de sidste ti år.

Alligevel er de fem højesteretsdommere enstemmigt enige om, at den kriminalitet han er dømt for er ude af proportioner med det indgreb det ville være, hvis han blev udvist til et land, hvor han ikke har tilbragt som meget som én dag af sit liv.

/ritzau/