Levende legende vandt dramatisk VM-finale

Den kinesiske supermand skrev endnu engang sit navn ind i sportshistorien, da han søndag eftermiddag slog den evige rival, Lee Chong Wei, på hjemmebane i Guanzhou.

Dan vandt en dramatisk affære i tre sæt, men opgøret blev aldrig spillet færdigt. I tredje sæt - ved matchbold og stillingen 20-17 til kineseren - måtte Lee Chong Wei give op på grund af krampe. Malayen blev båret fra banen sekundet efter han havde trykket Dan i hånden som et tegn på tak for kampen. 

29-årige Lin Dan har nu endnu sværere ved at løbe fra titlen som den bedste badmintonspiller nogensinde. Udover fem verdensmesterskaber har kineseren også vundet to olympiske guldmedaljer og et væld af andre titler.

Lin Dans guld redder en lidt tynd finaledag for Kinas vedkommende. Nationen, der er vant til at vinde næsten alt, vandt 'kun' to guldmedaljer. Udover Dan, vandt også damedoublen Wang Xiaoli og  Yu Yang kinesisk guld. Det førsteseedede par slog Hye Wom Eom og Ye Na Jang fra Sydkorea i tre sæt. 

Der var også kinesisk deltagelse i damesingle, men her tabte ligeledes førsteseedede Li Xuerui højst overraskende til den blot 18-årige thailandske kvinde Ratchanok Intanon. 

Også i mixeddouble gik kineserne fra finalen som tabere. Indonesiske Tontowi Ahmad og Liiyana Natsir slog Xu Chen og Ma Jin i tre sæt.I den eneste finale uden kinesiske deltagelse, herredoublefinalen, vandt Mohammad Ahsan og Hendra Satiawan fra Indonesien guld. Det gik ud over danskerne Mathias Boe og Carsten Mogensen.  

 

Dagens Gossip