Leverkusen sender Dortmund ud af tysk guldkamp

Skrevet af admin

07/12/2013

Dagens topnyheder

Borussia Dortmund har sandsynligvis udspillet sin chance for at indhente Bayern München i den tyske titelkamp.

Lørdag måtte Robert Lewandowski og holdkammeraterne forlade banen med et nederlag på 0-1 til Bayer Leverkusen. Dortmund er nu hele 10 point efter suveræne Bayern München efter tre nederlag i de seneste fire ligakampe.

Oveni den miserable pointhøst så måtte Sven Bender og Nuri Sahin udgå med skader.

Bayer Leverkusens sejr kan Dortmund-spillerne ikke brokke sig over efter en kamp, der ikke var særlig velspillet.

Gæsterne var langt mere nærgående end Dortmund, der ikke producerede en eneste farlig chance.

Hjemme på Signal Iduna Park kom værterne bagud efter små 20 minutter, da Manuel Friedrich mistede bolden til gæsternes Emre Can.

Bolden blev sendt videre til Gonzalo Castro, der viste stort overblik og sendte Heung-Min Son af sted. Dortmund-målmand Roman Weidenfeller blev fintet, og så kunne sydkoreaneren sende bolden ind i det tomme mål.

Begge hold sluttede med 10 spillere på banen. Leverkusens Emir Spahic gik 10 minutter før slutfløjt alt for hårdt ind i en tackling af Lewandowski og blev præsenteret for det røde kort.

I overtiden fik Sokratis Papastathopoulos sit andet gule kort, og så måtte Dortmund-spilleren også forlade banen.

Bayer Leverkusen ligner i øjeblikket det eneste hold, der kan true Bayern München i toppen af tabellen. Leverkusen har 37 point på andenpladsen, hvilket er fire point færre end sydtyskerne.

/ritzau/