Leverkusen-træner: FCK vil spille med risiko

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

FC København er ifølge Bayer Leverkusens træner, Roger Schmidt, tvunget til at spille med risiko i onsdagens afgørende playoff-kamp, hvor de to hold kæmper om en plads i Champions Leagues gruppespil.

Danskerne tabte 2-3 i København i sidste uge og skal derfor levere en overraskelse i Tyskland for at gå videre.

- København har brug for minimum to mål. Derfor indstiller vi os på, at modstanderne skal spille med risiko, siger Roger Schmidt.

- Når man har vundet på udebane, så har man naturligvis en god udgangsposition.

Tyskerne møder op med en frisk sejr på 2-0 i weekenden ude over Borussia Dortmund, hvilket har bidraget til humøret i Leverkusen.

- Vi har en masse selvtillid, siger målmand Bernd Leno, der ikke tager noget for givet mod FCK.

- Vi skal fortsætte med at spille med stor koncentration. Vi føler overhovedet ikke, at vi er videre endnu, siger Leno, mens målfarlige Stefan Kiessling tilføjer:

- Nu skal vi bare køre den hjem.

Onsdagens returopgør spilles klokken 20.45. Taberen er sikret en plads i Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/dpa