Leverkusens formdyk skal bremses mod Zlatan

To hjemmenederlag på stribe har sat en midlertidig stopper for euforien i Bayer Leverkusen, der ellers har haft en fremragende sæson under træner Sami Hyypiäs ledelse.

Formdykket kommer på et skidt tidspunkt, netop som Champions League genoptages, og hvor der tirsdag aften venter den tyske fabriksklub en vanskelig 1/8-finale mod Paris Saint-Germain.

Men Hyypiä var - trods lørdagens 1-2-nederlag til Schalke 04 - godt tilfreds med sit holds præstation og forventer et godt resultat mod Zlatan Ibrahimovic og co., hvis Leverkusen kan finde samme niveau tirsdag.

- Jeg er meget tilfreds med den måde, vi spillede på. Drengene viste karakter, og vi kan få et resultat mod Paris Saint-Germain, hvis vi spiller sådan tirsdag. Vi skal sørge for at være effektive, siger Hyypiä ifølge Kicker.

Finnen har en simpel opskrift på, hvordan man stækker det stærkt besatte parisermandskab.

- Mentalt og fysisk skal vi gå helt til grænsen. Det er det eneste, vi skal koncentrere os om, siger den tidligere Liverpool-stopper, som udtrykker stor respekt for Zlatan Ibrahimovic, der i hans øjne er blandt verdens bedste angribere.

- Han kan lave mål ud af ingenting. Selv hvis man spiller perfekt mod ham, er han altid i stand til at score, siger Sami Hyypiä.

Bayer Leverkusen ligger fortsat på andenpladsen i den tyske Bundesliga trods nederlaget til Schalke i weekenden.

Holdet gik i efteråret sammen med Manchester United videre fra Champions Leagues gruppespil på bekostning af Shakhtar Donetsk og Real Sociedad.

/ritzau/

Dagens Gossip