Lewis Hamilton hylder fans efter sejr

Skrevet af admin

05/07/2015

Mest læste i dag

Det var en lettet verdensmester i Formel 1, der søndag evaluerede sin femte Formel 1-sejr i sæsonen.

Med 140.000 tilskuere på Silverstone-banen var forventningerne høje til Mercedes-køreren, der kun kunne skuffe, med mindre han gentog triumfen fra i fjor, hvor han også vandt på Silverstone.

Efter en dårlig start, hvor Hamilton missede føringen, selv om han startede i pole position, så viste han klassen i løbet, hvor regn og dækskifte på kritiske tidspunkter spillede en stor rolle.

- Jeg ønskede virkelig at gøre det her for alle jer, lød det fra Hamilton til det britiske publikum efter sejren.

- Jeg er så taknemmelig for al jeres støtte. Jeg kunne se alle fans ud af øjenkrogen på hver omgang, og det motiverede mig.

- Jeg ville bare ikke fejle for jeres skyld. Jeg er så opstemt, at I ikke kan forestille det, og på sidste omgang håbede jeg bare, at jeg kunne vinde for alle fans, sagde Hamilton.

Han vandt foran sin Mercedes-holdkammerat, Nico Rosberg, med Ferraris Sebastian Vettel på tredjepladsen.

Rosberg var i front mod slutningen, hvor Hamilton traf en beslutning om at køre i pit og skifte dæk på det rigtige tidspunkt. Det kostede sejren for Rosberg, der anerkendte Hamiltons bedrift.

- Jeg forsøgte hårdt at hente Hamilton under vanskelige omstændigheder, men han traf den rigtige beslutning, og det var der, jeg tabte. Stor kredit til ham, sagde Rosberg efter løbet.

I den samlede stilling fører Lewis Hamilton med 194 point foran netop Rosberg med 177 point.

/ritzau/