Libanesisk rigmand vil opføre stort hotel på Fanø

Skrevet af Elo Christoffersen

28/01/2013

Dagens topnyheder

Ejeren af det nedlagte Fanø Mejeri påbegynder nu nedrivningen af de tomme bygninger og planlægger i stedet opføre et hotel af høj kvalitet på den attraktive grund. Planerne hilses velkommen af Fanø Kommune, da øen helt klart mangler et hotel, og fordi hotellet vil imødekomme erhvervslivets stigende behov for overnatningsmuligheder tæt på Esbjerg.

Fanø Kommune har for nylig givet tilladelse til, at Fanø Mejeri, Hovedgaden 98 i Nordby, må rives ned. På grunden skal der i stedet opføres et tre-etagers hotel med cirka 120 værelser, restauranter, kaffebar, fitnessafdeling og hvad der ellers hører til et moderne hotel.

Bygherren - den kristne libaneser, rigmand og ejendomsinvestor, Jacques Kallassi - har allerede fået lavet det første udkast til en mulig udformning af hotellet. I udkastet er hotellet formet som et u, så alle værelser får havudsigt, og servicebygningen er placeret midt for ved Hovedgaden. Planlægningen er dog langt fra på plads endnu, og hos kommunen vurderer man, at hotellet tidligst kan stå klar i foråret 2014.

Jacques Kallassi udtaler, at han i øjeblikket forhandler med internationale hotelkæder om driften af hotellet, men ville foretrække at få en samarbejdspartner med en lokal forankring.