Libanon beskyder syriske helikoptere

Skrevet af admin

30/12/2013

Mest læste i dag

Libanons hær har mandag skudt mod syriske helikoptere med anti-luftskyts efter et angreb på libanesisk territorium. Det oplyser en kilde i det libanesiske militær til nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang, at den libanesiske hær har reageret på angreb, der har fundet sted inde på libanesisk territorium. Antallet af syriske angreb er taget til, efter at den tre år lange borgerkrig i Syrien har bredt sig ind over grænsen til nabolandet.

Det statslige libanesiske nyhedsbureau oplyser ifølge nyhedsbureauet dpa, at hæren har reageret på et angreb på Khirbet Daoud tæt på byen Arsal ved at affyre mindst tre raketter.

- I overensstemmelse med ordre fra hæren blev anti-luftskyts affyret i retning mod syriske helikoptere, der bombede Khirbet Daoud nær Arsal.

- Det er første gang, at den libanesiske hær har brugt sine anti-luftskyts til at reagere på syriske razziaer, oplyser kilden.

Det står ikke klart om de libanesiske raketter har ramt de syriske fly.

Ifølge det libanesiske nyhedsbureau er der tale om jagerfly og ikke helikoptere.

Arsal er en sunnimuslimsk by tæt på grænsen til Syrien. Den er blevet oversvømmet med op mod 30.000 syriske flygtninge, siden regeringsstyrker indledte en offensiv i Qalamoun-bjergene, som løber langs med grænsen.

Syrisk luftvåben har angrebet Arsal og dets omgivelser adskillige gange i det seneste år, og mange mennesker er blevet såret og dræbt. De fleste beboere her støtter Syriens opposition, der forsøger at styrte den syriske præsidents, Bashar al-Assads, regime.

Libanons præsident, Michel Suleiman, sagde i marts, at syriske luftangreb på libanesiske territorier var et uacceptabelt brud på Libanons suverænitet.

Flere end 835.000 syriske flygtninge er officielt registreret i Libanon, mens det egentlige tal menes at ligge på den anden side af en million.

/ritzau/AFP