Liberal Alliance savner hjælp til flygtninges nærområder

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Danmark skal tage alvorligt, at der i den kommende tid vil være et forhøjet antal asylansøgere. Det siger Liberal Alliances integrationsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, efter at regeringen fredag fremlagde sine 34 forslag til ændringer på asylområdet.

- Vi er glade for, at regeringen tager fat i at lave opstramninger på asyl- og udlændingeområdet. Vi mener, at det, der kan løse det, er mere hjælp i nærområderne. Så langt er regeringen åbenbart ikke villig til at gå, siger Ammitzbøl til Ritzau.

Integrationsordføreren vil nu spørge regeringen ind til, hvordan de 34 forslag skal udmøntes i lovgivning.

- Jeg sidder med regeringens 34 forslag foran mig. Der, hvor det går rigtig vildt for sig, der er forslagene beskrevet med ti linjer. Så vi er nødt til at vide noget mere om de her forslag, siger han.

Derfor vil han heller ikke tage stilling til regeringens forslag om at suspendere domstolsprøvelse inden for 72 timer for udlændinge.

- Overordnet set synes vi, at det er vigtigt, at vi får strammet op, så det kun er dem, der virkelig har brug for at søge asyl, der søger asyl i Danmark. Så kan det være, at der er nogle af elementerne, som vi synes, er bedre end andre, siger han.

Et af forslagene glæder Simon Emil Ammitzbøll sig dog over.

- Det var kendt i de forhandlinger, som vi allerede havde, at vi syntes, at kravene til permanent ophold skulle være skrappere. Der skulle være større krav til selvforsørgelse, og til at man ikke havde begået kriminalitet, siger han.

- Det er vigtigt, at dem, der kan klare sig selv og bidrage til det danske samfund, har nemt ved at bo i Danmark, mens det skal være svært for dem, der vil være en byrde for det danske samfund.

/ritzau/