Liberal Alliance vil afskaffe hundeloven

Udmeldingen kommer efter, at der onsdag blev afholdt konference på Christiansborg om konsekvenserne af loven. Ifølge Liberal Alliances fødevareordfører, Leif Mikkelsen (LA), har hundeloven, der blev indført under VKO-regeringen i 2009, slet ikke haft den ønskede effekt.

»Hundeloven er et pragteksemplar på totalt overflødig lovgivning. Den har slet ikke medført nogen nedgang i antallet af bid mod hverken mennesker eller andre hunde, men til gengæld har den generet en masse mennesker og dyr unødigt,« siger Leif Mikkelsen i en skriftlig meddelelse.

Skal antallet af hundebid ned, er det ifølge Leif Mikkelsen ejerne, som er nøglen:

»Det er naturligvis altid uacceptabelt, når en hund overfalder mennesker eller andre dyr. Men ansvaret ligger i den anden ende af hundesnoren - nemlig hos ejerne, der har pligt til at opdrage deres hunde ordentligt. Det er den eneste måde, man kan få antallet af overfald ned på i virkelighedens verden,« siger han.

Enhedslisten meldte tidligere onsdag ud, at de vil forsøge at skaffe flertal uden om regeringen for at afskaffe hundeloven og dens forbud mod de 13 hunderacer.

»Intet tyder på, at forbuddet mod de 13 hunderacer har ført til, at færre mennesker eller dyr er blevet bidt af aggressive hunde. Derfor bør forbuddet ophæves,« fastslog Enhedslistens gruppeformand og dyrevelfærdsordfører, Per Clausen (Ø), efter onsdagens debatmøde om hundeloven i Folketinget.

Her gjorde fødevareminister Karen Hækkerup (S) det klart, at regeringen ikke er klar til at droppe forbudslisten.

»Jeg har selv været hundeejer, og jeg er ikke bange for hunde. Men jeg har tidligere sagt, at jeg godt kan følge den usikkerhed, som nogle har overfor disse hunde. Vores panelundersøgelse viser, at der er stor opbakning til, at forbuddet skal opretholdes. Det behov vil jeg gerne anerkende,« sagde ministeren.

Dagens Gossip