Liberal Alliance vil beholde retsforbeholdet: Stem nej

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

Liberal Alliance anbefaler danskerne at stemme nej til at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsmodel, skriver partiets EU-ordfører, Mette Bock, i en pressemeddelelse.

- Den tilvalgsordning, som partierne foreslår, er en glidebane. Det er helt afgørende, at Danmark fortsat har fuldstændig kontrol over sin rets- og udlændingepolitik. Til- og fravalg vil afhænge af det politiske flertal, og den risiko ønsker vi ikke at løbe, skriver hun.

Hun forstår ikke, hvorfor det i det hele taget er nødvendigt at afskaffe forbeholdet for at fortsætte i politisamarbejdet Europol.

Regeringen burde have lavet en aftale med de øvrige EU-lande, så vi kunne fortsætte i Europol, selvom vi har forbeholdet, mener hun.

- Det er kritisabelt, at regeringen ikke for længst har indledt drøftelser om, at vi kan være med i politisamarbejdet, selvom vi bevarer retsforbeholdet.

- Det er vanskeligt at se, hvorfor det øvrige EU ikke skulle ønske Danmark som en del af dette, ligesom et land som Norge har en aftale, siger Mette Bock.

Hun mener, at danskerne skal stemme om at deltage i EU's bankunion samtidig med folkeafstemningen om at ændre retsforbeholdet til et tilvalg.

- En dansk tilslutning til bankunionen vil fratage os muligheden for selv at regulere vore banker og i stedet binde danskerne til at holde en økonomisk hånd under nødlidende banker i andre dele af Europa.

- Det tror vi ikke, at danskerne ønsker, siger Mette Bock.

/ritzau/