Liberal Alliance vil have Thulesen Dahl som minister

Sådan lyder den klare melding fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen (LA), som allerede på nuværende tidspunkt slår fast, at han foretrækker en V-DF-regering frem for en ren V-regering, såfremt magtbalancen tipper efter næste valg. Det skriver Berlingske.

»Jeg kunne godt tænke mig en V-DF-regering, som er afhængig af Liberal Alliances stemmer. Dansk Folkeparti er et parti med en del år på bagen. Hvad enten man kan lide det eller ej, så tog de ansvar under Anders Fogh Rasmussen (V). Og hvis SF kan komme i regering, kan Dansk Folkeparti også,« siger Anders Samuelsen.

Han mener, at Dansk Folkeparti råder over en god håndfuld politikere, som har evnerne til at udfylde ministerrollen. Han nævner ingen navne, men henviser til de mest erfarne, som blandt andre tæller formand Kristian Thulesen Dahl (DF), Peter Skaarup (DF) og Søren Espersen (DF).

»Man spørger altid, om de har ministeremner nok. Det gjorde man også, da Anders Fogh Rasmussen skulle danne regering. Der er efterhånden en god, rutineret base i Dansk Folkeparti, så man kan godt nævne en fem-seks stykker, som umiddelbart har potentiale til at blive ministre,« siger Anders Samuelsen.

V-formand Lars Løkke Rasmussen (V) har tidligere afvist at danne regering med DF, og det er ikke mere end fire år siden, at Samuelsen selv over for Ritzau konstaterede, at han ville »blokere for, at Dansk Folkeparti får ministerposter«, hvis LA fik de afgørende mandater.

Men der er tilsyneladende løbet meget vand i den liberale å siden da. Tidligere er især Dansk Folkepartis EU- og udlændingepolitik blevet fremhævet som hæmsko for DFs magtambitioner. Men Liberal Alliance er de seneste år blevet mere skeptisk over for EU-samarbejdet og er i dag slet ikke bange for DFs udlændingepolitik. Tværtimod mener Anders Samuelsen, at Liberal Alliance har »en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

»Vi mener, at man skal have været i landet i fem eller syv år, før man kan få adgang til vores sundheds-, social- og arbejdsmarkedssystem. Indtil da må man forsikre sig fra det, og hvis man ikke har et arbejde, skal man ud af landet igen. Det er en helt anden måde at tænke på end den måde, hvor man går op i, at vi skal undgå folk fra en særlig del af verden. For hvis de først er inde, har de adgang til alle kasser. På den måde er vores udlændingepolitik strammere end deres,« siger Anders Samuelsen og tilføjer:

»Dansk Folkeparti går ind for en universel velfærdsstat, hvor alle har ret til alle kasser, hvis man først er kommet ind i landet. Det er derfor, de forsøger at stramme på indgangen nede ved grænsen. Vi tør godt sige, at der skal være en mere begrænset adgang til kasserne. Dermed kommer der kun de mennesker hertil, som faktisk kan klare sig selv.«

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil lade det være op til vælgerne at bedømme, hvem der har den strammeste udlændingepolitik. Han mener, det er for tidligt at tale om borgerlig regeringsdannelse.

»Der er over to år til næste folketingsvalg, og Samuelsen er allerede i gang med at fordele magten. Det er for tidligt. Men jeg kan sige klart, at vi arbejder ikke for at skulle i regering efter næste valg. Det afgørende er, at vi får stærk indflydelse,« siger Kristian Thulesen Dahl.

I Venstre ønsker næstformand Kristian Jensen (V) heller ikke at forholde sig til, om DF skal i regering med Venstre efter et valg.

»Jeg begynder ikke at lave en regering, før vælgerne har talt,« siger han.

Spørgsmål: Har Anders Samuelsen ret i, at der er personer i Dansk Folkeparti, som er egnede til at bestride jobbet som minister?

»Jeg begiver mig ikke af med at give karakter til andre politikere. Jeg synes, der er dygtige mennesker hos de Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, men om de er ministeregnede eller ej, det spekulerer jeg ikke over,« siger Kristian Jensen.

Dagens Gossip