Liberal Alliance vil indføre kontanthjælpslån

Hvis det står til Liberal Alliance, skal kontanthjælpen sættes ned til 7000 kroner om måneden. Har man brug for mere, må man låne - ligesom i SU-systemet, lyder det i et udspil til en kontanthjælpsreform fra partiet ifølge Jyllands-Posten.

- Folk skal kunne leve en anstændig tilværelse på kontanthjælp.

- Men det skal altså ikke længere være en ydelse, der i sig selv betyder, at den fastholder folk på kontanthjælp, og som betyder, at der skabes færre job, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen til avisen.

En højere kontanthjælpsydelse presser mindstelønnen op, mener han. Derfor skal kontanthjælpen ned, lyder argumentet.

Hvis det kniber med at klare sig for de 7000 kroner, skal kontanthjælpsmodtagerne have mulighed for at låne penge ved hjælp af en klippekortløsning bestående af 12 klip med lån på 1500 kroner.

Ifølge Liberal Alliance vil reformudspillet give et overskud på tre milliarder kroner, der skal bruges på et højere beskæftigelsesfradrag.

Joachim B. Olsen skal dog se langt efter opbakning til sit forslag på Christiansborg.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, at forslaget illustrerer, "hvor store politiske forskelle der er på, hvordan vi betragter mennesker".

- Der er tale om en voldsom ydelsesnedgang, som på ingen måde ligner det udspil, vi vil komme med, siger hun til Jyllands-Posten.

Hverken Venstre eller De Konservative er med på at sætte kontanthjælpen ned på niveau med den ungeydelse, der i dag gives til unge under 25 år.

Det er at gå for langt, mener både arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs (V) og socialordfører Benedikte Kiær (K) ifølge Jyllands-Posten.

Regeringen forventes inden længe at præsentere sin reform af kontanthjælpen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip