Liberal Alliance vil ryste image som de riges parti af sig

Han henviste til, at partiet med et nyt udspil vil lette bundskatten for mere end 40 milliarder kroner og dermed sænke skatten for danskere med mindre indkomster. Samtidig vil partiet hjælpe børnefamilier økonomisk ved at fjerne registreringsafgiften på biler og sikre boligejere mod voksende skatteregninger.

Der skal gøres op med Liberal Alliances image som et Saxo Bank-finansieret parti for de rige danskere, lyder det.

»Det er klart, at vi gerne vil gøre op med nogle af de myter, der har været om Liberal Alliance, og vise folk, at vi faktisk er et parti for den brede befolkning. Vi vil vise, at liberale reformer faktisk gavner folk, der står op hver morgen og går på arbejde eller på uddannelse og bare har lyst til at leve en ganske almindelig tilværelse,« siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

Politisk kommentator Jesper Termansen fra Radio24syv mener, at det er tydeligt, at Liberal Alliance forsøger at ryste millionær-imaget af sig, og at partiet prøver at vinde stemmer fra andre end de højtlønnede.

Anders Samuelsen siger, at han aldrig har interesseret sig for de rige danskere.

»De rige interesser mig ikke specielt mig meget, for de skal nok klare sig. Om ikke andet kan de jo flytte til udlandet, og det er der også nogle af dem, der gør. Så det har aldrig været vores fokus på den måde. Vores fokus er et ideologisk liberalt fokus. Vi synes, at hvis man betaler 40 procent i skat af den sidst tjente krone og beholder de 60 procent, så er det ud fra en rimelighedsbetragtning om, at det ikke er okay, hvis vi kommer op og skal betale mere end 50 procent af det, man tjener, til den offentlige sektor,« siger han.

Men trods de politiske udspil og de fine ord vil Liberal Alliance altid være et »overklasseparti«. Det mener Pernille Skipper (Ø), der er næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe.

»Liberal Alliance vil give millioner i skattelettelser til de rigeste, bankdirektører og topchefer, og blot nogle få tusinde til den almindelige lønmodtager. Samtidig forsøger de at bilde os alle sammen ind, at man kan spare flere milliarder i den offentlige sektor uden, at det rammer hjemmeplejen, børnehaverne eller andre velfærdsydelser. Det er jo helt til grin,« siger Pernille Skipper i en kommentar.

»Det er et rent spil for galleriet, og det ændrer ikke en meter på, at de er et overklasseparti,« siger hun.

Anders Samuelsen har ikke meget til overs for beskyldninger om, at Liberal Alliance kun værner om de riges interesser.

»Det betyder jo ikke, at vi er sådan. Selvom 100 mennesker råbte dumme svin efter dig, så er det jo ikke sikkert, at du er et dumt svin. Det kunne være, at de havde en fordom om dig.«

Dagens Gossip

Dagens TV