Liberal Alliance vil skrotte taxametersystem for studerende

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Uddannelsesinstitutionernes taxameterordning for studerende har spillet fallit og skal snarest ændres .

Det siger Liberal Alliances uddannelsesordfører, Merete Riisager i en skriftlig kommentar til den skarpe kritik fra Produktivitetskommissionen af det danske uddannelsessystem.

Regeringen har ifølge Merete Riisager gjort uddannelsessystemet til en pølsefabrik, der sprøjter studenter og kandidater ud, men hvor eksamensbeviser forringes.

- Det er et kæmpe svigt af de unge i Danmark, siger Merete Riisager.

Hun vil belønne uddannelserne efter, hvor dygtige de studerende bliver - et såkaldt fagligt taxameter. Nu får uddannelsesinstitutionerne penge efter, hvor mange studerende der går igennem, og pengene øges, hvis uddannelsen går hurtigt, siger hun.

- Regeringen tror, at den får gode uddannelser, bare der bliver brugt mange penge, og der kommer mange igennem. Den har helt glemt at fokusere på indholdet og kvaliteten, siger Merete Riisager.

SF kræver et såkaldt socialt taxameter, så penge fordeles mere retfærdigt, siger politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen.

- Vi er meget interesserede i at forbedre taxametersystemet via et socialt taxameter så vi får fordelt midlerne mere retfærdigt og hvor der er størst behov, siger hun.

Kun 5000 ufaglærte - godt én procent - tager årligt tager en uddannelse som faglærte, men der vil mangel 20.000 faglærte i de kommende år, påpeger hun.

/ritzau/