Liberale kræver skattefri lockout-pasning

Landets forældre skal ikke dunkes oven i hovedet med skattefars hammer, hvis deres arbejdsgiver tilbyder børnepasning under den kommende lockout af lærerne.

Det siger Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

- Det er ganske enkelt urimeligt at straffe forældrene, når de i samarbejde med deres arbejdsgiver selv finder en løsning på et problem, som egentlig er statens - nemlig at der ikke er undervisning i folkeskolen, siger Simon Emil Ammitzbøll.

- Vi må sikre, at ingen forældre bliver ramt af et skattesmæk på grund af det her, siger han.

Lockouten træder i kraft den 2. april, med mindre der sker indtil flere mirakler ved forhandlingsbordet mellem landets kommuner og Danmarks Lærerforening.

Derfor er i omegnen af 850.000 børn og unge udelukket fra at modtage undervisning, og det har fået flere store virksomheder til at tilbyde improviseret børnepasning under lockouten, så arbejdet kan fortsætte og samfundshjulene kan trille videre.

Men men hvis arbejdsgiveren tilbyder en pasningsordning for de ansattes børn, kan det karakteriseres som et personalegode, som forældrene derfor skal betale skat af.

- Det her er jo ikke en eller anden snedig ordning, virksomhederne laver for at foranstalte skattesnyd, siger Simon Emil Ammitzbøll.

- Det er derimod private borgere og virksomheder, der som civilsamfund træder ind og løser problemer uden om det offentlige. Det burde belønnes og tilskyndes, ikke straffes, tilføjer han.

Liberal Alliance vil hurtigst muligt rejse sagen over for skatteminister Holger K. Nielsen.

/ritzau/

Dagens Gossip