Liberale vil holde EU-landes demokrati mere i ørerne

Skrevet af admin

13/01/2015

Dagens topnyheder

Blot en måned efter at de 28 EU-lande blev enige om at give sig selv et nyt værktøj til at holde hinanden og deres demokrati bedre i ørerne, foreslår liberale politikere i Europaparlamentet nu at gå endnu videre.

Den liberale gruppe, Alde, præsenterer tirsdag i Europaparlamentet sit forslag om, at EU skal formalisere overvågningen af demokratiet med en ny pagt, der skal have samme status og procedurer, som dem man bruger til at overvåge EU-landenes økonomi og budgetter.

- Selv om EU's medlemslande opfordrer til, at man overholder grundlæggende rettigheder i resten af verden, så har de ikke selv evnet at leve op til deres egne forpligtelser til at sikre det demokratiske styre og respekten for retsstaten.

- EU har de seneste år været både ude af stand til og uden viljen til at straffe EU-medlemmer, der ikke har respekteret vores egne regler, siger den hollandske europaparlamentariker Sophie in 't Veld i en pressemeddelelse.

Alde vil blandt andet have EU-Kommissionen til at lave et fast, årligt skema over, hvordan de enkelte lande håndterer en række målbare, objektive kerneelementer.

Indikatorerne kunne være ting som ytringsfrihed, ligestilling, ikkediskrimination, pluralisme inden for medierne, domstolenes uafhængighed, forsamlingsfrihed, åbenhed samt de politiske partiers, oppositionens og civilsamfundets arbejdsforhold.

Hvis lande på nogle områder går over de tilladte tærskler, skal der ligesom på økonomiområdet være et formelt system for advarsler fra kommissionen og mulighed for, at landet kan rette ind, inden det i sidste ende kan miste sin stemmeret i EU's Ministerråd.

Muligheden for straf eksisterer allerede, men den har aldrig været anvendt. Problemerne med at bruge den har været i fokus under de seneste års debat om den ungarske premierminister, Viktor Orbáns, indgreb mod presse, domstole og civilsamfund.

Udenrigsministrene fra Danmark, Tyskland, Holland og Finland gik forrige år i spidsen for at give medlemslandene et bedre værktøj. Det mundede i december ud i enighed om, at europaministrene på et møde en gang om året skal lave et demokratitjek.

Alde beskriver i sit forslag rådets nye værktøj som "nyttigt nok på papiret", men også uden de nødvendige ambitioner og bindinger til at sikre, at landene faktisk lever op til de fælles værdier og regler.

/ritzau/