Liberisk fodboldchef vil også være boss i Fifa

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

Præsidenten for Liberias Fodboldforbund, Musa Bility, er den seneste i rækken af potentielle afløsere for Sepp Blatter som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Musa Bility har mandag eftermiddag offentliggjort sit kandidatur, efter at han har sikret sig opbakning fra de nødvendige fem medlemslande.

Dermed bliver han kandidat nummer otte til valget, der skal afholdes 26. februar næste år.

- Jeg er en meget glad mand. Hvis vi skal ændre fodbolden, skal vi sørge for, at dem, der har styret Fifa i de seneste 20-25 år, ikke har noget at gøre med det længere, siger Musa Bility til BBC Sport.

Liberieren bliver afrikaner nummer to i valgkampen, hvor sydafrikaneren Tokyo Sexwale også har stillet sig op i køen af kandidater.

Derudover tæller feltet Gianni Infantino fra Italien, franskmændene Jerome Champagne og Michel Platini, Prins Ali Bin Al Hussein fra Jordan, David Nakhid fra Trinidad og Tobago, samt Salman Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain.

Deadline for at blive godkendt som kandidat er midnat natten til tirsdag.

/ritzau/