Libyen truer med at sænke olietankskibe

Skrevet af admin

08/01/2014

Mest læste i dag

Ethvert tankskib, der forsøger at laste olie i libyske havne, som kontrolleres af bevæbnede demonstranter, vil blive sænket af flåden.

Sådan lyder advarslen fra Libyens premierminister, Ali Zeidan.

Hans erklæring kommer, efter den libyske flåde har affyret advarselsskud for at få et tankskib væk fra en havn, som bevæbnede grupper har indtaget.

Ifølge det nationale olieselskab NOC forsøgte tankskibet at laste olie fra havnen.

De regeringsfjendtlige grupper har meddelt, at de vil åbne de havne, som de kontrollerer, for almindelig handel.

- Ethvert land eller selskab eller bande, der forsøger at sende tankskibe for at laste olie fra de beslaglagte havne uden koordinering med NOC, vil få med os at bestille, også selv om vi kan blive tvunget til at ødelægge eller sænke dem, siger premierministeren.

- Vi advarer alle lande om, at der ikke vil blive vist nåde, fastslår han.

Zeidans regering er trængt af militser og tidligere oprørere, der kræver mere indflydelse. De repræsenterer forskellige klaner og politiske grupperinger.

Blandt dem er grupper, som det seneste halve år har besat olieterminaler i havne.

De har krævet selvstyre for det østlige Libyen.

Zeidan har meddelt, at han senere i denne eller næste uge vil omdanne sin regering for at imødekomme sine kritikere.

/ritzau/Reuters