Libyens premierminister meldes uskadt

LIBYEN: Det ser ud til at være soldater fra Libyens indenrigsministerium, der står bag bortførelsen af den libyske premierminister, Ali Zeidan.

Zeidan blev torsdag morgen bortført af flere bevæbnede mænd i Libyens hovedstad, Tripoli. Ifølge Reuters er bortførerne tidligere oprørere, der i dag arbejder for indenrigsministeriet, hvor de står for sikkerheden i Tripoli.

De beskylder premierministeren for, at regeringen har spillet en rolle i USAs tilfangetagelse af en person, der er mistænkt for at være en del af al-Qaedas top i weekenden.

En talsmand fra indenrigsministeriet siger ifølge Reuters til Libyens statslige nyhedsbureau, at Ali Zeidan er »uskadt og vil blive behandlet som en libysk statsborger.«

De tidligere oprørere holder ifølge oplysningerne Ali Zeidan fanget i indenrigsministeriets afdeling for anti-kriminalitet.

Ifølge Al-Jazeera fordømte Zeidan, der blev udnævnt til premierminister for et år siden, tirsdag det amerikanske angreb, hvor amerikanske styrker pågreb Abu Anas el-Liby, der er mistænkt for at have spillet en rolle i planlægningen af bombeangreb mod USAs ambassader i Kenya og Tanzania i 1998.

Dagens Gossip